fredag den 1. april 2011

Hør den lille stær, den er åh så fornøjet

Det samme er jeg, sikken en dag, den var helt fantastisk, og så var det oven i købet den første dag i mit nye liv, ikke en gang en aprilsnar var det. Jeg har virkelig fri og kan gøre næsten som det passer mig.
Og hvad gjorde jeg så, gæt en gang: rigtig ja jeg gik i haven. Inden da havde jeg lavet en lagkage til drengene, den blev rost i høje toner og nydt med glæde ude i solen for første gang i år.
Desuden fik jeg ryddet lidt mere op i mine bede, fjernet gamle blade som jeg puttede i en sort sæk, jeg havde lavet huller i, så håber jeg, de bliver komposteret i den.
Jeg fik også klippet min timian, den trængte hårdt, så noget vissen ud. Lige inden det blev mørkt var jeg rundt med mælkebøttejernet, det blev til nogle stykker som blev fjernet.
Fuglene og fasanen boltrede sig i haven, det samme gjorde stæren, som sad i træet og kom med mange lyde og fløjt.
Bent tog billeder af mine påskeklokker, det var dem jeg købte i Bilka for 14 dage siden, jeg synes de er smukke.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar