fredag den 31. januar 2014

Vintervejr og flere planter med P

Der kom et pænt lag sne i går, men I synes nok ikke, det er meget, vi har. Det vigtigste er, at planterne er rimeligt dækket af sneen, så de bliver beskyttet lidt mod frosten.
Det lyser da lidt op og det føg, så der blev lidt driver

Jeg må tilstå, at jeg har tyvstjålet en billedidé fra Marie på bloggen Hortofilia, blæsten vendte bagsiden op på R. Makinoi, de er så fine.
I Netto var der Iris Reticulata, jeg har mange i haven, men en herinde i stuen var ikke så tosset, så den blev købt i går, allerede i dag blomstrede den, selvom den har stået køligt.
Planter med P:
Parasoltræ/Sciadopitys verticillata står i min lille skov, den er meget fin.
 Sidste år var der behjertede sjæle som forærede mig pelargonier, dem er jeg ikke så god til.
Denne her er fra Birgitte
og denne fra Jette, og tænk de lever endnu :)

Denne Pennisetum er bare noget af det smukkeste især i solskin
Rørblomst/Penstemon Husker Red har fine efterårsfarver og er hårdfør her hos mig
 Perlebusk the Bride
på latin Exochorda er en fanstastisk busk, hvis I ikke har den, er det oplagt af tage et stykke mere af græsplænen og plante den :) Den er noget af det skønneste, og det er ikke for ingenting, den hedder perlebusk, kan I se på første billede.
snart skal vi nyde synet af perlehyacinterne
 Perlekurv/Anaphalis er den fineste plante med gråt løv
som hurtigt bliver til meget mere
Perlerøn har jeg også, jeg ville gerne have lavet den til et træ, men dertil er den for busket.
Perovskia Blue Spire har jeg købt hos Staudestedet, endnu er den enebarn, men den er så fin, så det bliver den måske ikke ved med at være. Den er købt sidste år, så måske bliver den til noget mere i år.
Philadelphus Innocence købte jeg sidste efterår hos Solhøj Stauder, den er jeg spændt på at se i år.
Floks har jeg vist under F
 men disse her stod under Phlox :) denne her blomstrer allerede i juni måned, en fin lille sag som blomstrer ret længe. Det er en Phlox Carolina
 Sammen med mjødurt er phlox helt fantastiske
Denne her fine hvide blomstrede helt fantastisk i sommer, den var ikke generet af tørken
Dagens rose er Gertrud Jekyll
 jeg har tre af dem, de fleste har jeg kun en af, men der var på tilbud hos Rosenposten gennem Haven
 Den er utrolig smuk og velduftende
 giver mange blomster
og blomstrer længe, dette billede er fra 1.10.
God fredag og god weekend


torsdag den 30. januar 2014

Arthur en frøspire og andre kønne planter

Jeg starter lige med lidt billederafm Arthur. Arthur er mit første barnebarn, han blev taget d. 28.1. kl. 18.17 ved kejsersnit. Han var et stort barn på 3990 g og 54 cm. Vi har ventet længe på ham, idet Signe gik 13 dage over termin. Han skulle have været født på normal vis, men hans blodtryk faldt, så det var med at få ham ud i en fart.
 Turen derover var noget hårdere end vi havde regnet med. I Østjylland sneede det kraftigt og føg en del, så det var lige før, vi havde taget færgen hjem igen, men det var jo spændende at komme over og se det lille vidunder. Da vi nåede Vejlefjordsbroen blev det heldigvis bedre, over motorvej E 45 var der ikke meget sne, men ad Svendborgmotorvejen blev der igen mere sne.
Jeg var heldig at sidde med den lille fyr en ½ time, hvor han lå helt roligt i mine arme, det var en stor oplevelse, som jeg stadig kan glædes ved. Ja og køn er han selvfølgelig, synes Bedste :)
Efter besøget på Svendborg Sygehus gik turen videre til den nybagte oldemor, som heldigvis havde det godt. Turen hjemefter gik stille og roligt, vi så ikke noget til de bilkøer, der blev omtalt i trafikradioen, og det glatte føre mærkede vi heldigvis heller ikke meget til, så vi nåede færgen i god tid. Det var en dejlig dag. Hjemme på min blog lå der masser af søde hilsener fra alle mine blogvenner, tak for det.

Nu skal det handle om planter med P
Pagodebusk / Enkianthus Campanulatus - en dejlig busk med fine blomster og senere bær
men det allerbedste er de smukke efterårsfarver.

 Palmeliljen/Yucca er statelig
og smuk også i nærbillede . Forrige år sprang den over, men i sommer blomstrede den flot. Jeg fik i øvrigt en del forskellige foræret af et par flinke samsinger, som var her for at se min have. Spændende at se dem, når de blomstrer.
 Papaver Papillon blomstrede for første gang hos mig sidste år, hvilken blomstring, den var bare så smuk.
 Papegøjebusken/Parrotia Persica er et hit
 især om efteråret
Også papirbarklønne har smukke efterårsfarver. Den er nu lidt skuffende, da den gror meget langsomt.
 Det røde paradisæbletræ har fantastiske blomster
 Det har stået i haven helt fra start i 2002, det knækkede i en storm i 2006 og var jo færdigt, troede vi, men da vi efter en måneds tid fik det rettet op og forbundet, groede stammen sammen, nu kan det slet ikke ses, at den har været knækket.
 I læhegnet rundt om haven har vi også paradisæbletræer, det ser godt ud, når de blomstrer
men også om efteråret, når de har røde bær, er det flot. Det var 9 små barrodstræer, som vi købte i 2002, så jeg har ingen navne.
Parasolblad/Astilboides tabullaris hedder denne fine plante

 Parykbusken/Cotinus coggygria fryser ned hver vinter
 men heldigvis kommer den igen, den har flotte mørke blade. Jeg holder meget af at variere rundt om med mørkbladede planter, det giver karakter til haven. Jeg har også en rosafarvet, den frøs endnu mere ned i vinter, men den er på vej igen.
Pebermyntebusk/Prostanthera Cuneata er en lille plante, jeg har købt hos Lønbæk Planteskole, i sommer opdagede jeg pludselig de fine blomster i den lille busk. Navnet pebermyntebusk kommer af, at bladene dufter af pebermynte, når man gnider på dem.
Dagens rose:
 Gerbe rose er ny hos mig, men den gør, hvad den kan for at klatre op i thujaen
 så jeg venter mig meget af den.

Det har sneet her det meste af dagen, og det fyger også lidt, så nu har vi mere sne end forleden dag.
Fortsat god torsdag

onsdag den 29. januar 2014

Et barn er født og farmor på farten

En dejlig dreng på knap 4 kg er født på Fyn i går, og vi drager nu at sted for at se guldklumpen vores lille barnebarn, som er ventet med længsel 13 dage over terminen.
I mellemtiden må I hygge jer med billeder fra min have:























Vi forventer at være hjemme igen i aften, måske kommer der et par enkelte billeder af guldklumpen senere eller i hvert fald i morgen.
Dejlig dag til jer.