lørdag den 30. april 2011

En sørgelig historie og en plantemarkedsdag

Ja det er sørgeligt, når man får besøg af rådyr i sin have, og disse rådyrbukke vil klø geviret på mine smukke små træer og buske. Sjovt eller sørgeligt nok, ved de lige hvad for nogen jeg holder mest af. Da vi kom hjem fra vores tur i torsdags, opdagede jeg, at vores fine, unge sydbøg hang i laser, den havde rigtig muntret sig. I formiddags så jeg, at min lille fine bitterbalsam var flænset godt og grundig. Her til aften var det min magnolia siieboldi og en parykbusk, som jeg fandt ud af, at det var gået ud over. Så der er bundet hår i en nylonstrømpe på bitterbalsamen, og mine sure sokker er hængt på magnoliaen, nu håber jeg bare det virker. I eftermiddag tog vi lige en tur til plantemarked i Odder i håb om at finde nogle sjældne ikke så dyre planter, som nogle af de andre haveejere havde lyst til at sælge. Jeg fandt heldigvis også nogle stykker, men opdagede også, at det nu ikke var så billigt, der skulle tjenes penge, så priserne var stort set lige så høje som på en planteskole. Det var nu lidt skuffende. Oprindelig opstod det vel som et plantebyttemarked, men det var der nu ikke noget af her. En enkelt kvindelig sælger havde samme tanke som mig, hun var glad bare hun fik solgt lidt og til opnåelige priser. Alligevel købte jeg en hvid og en blå ridderspore, samt en trillium og en fodblad, en lewisia og ja så smuttede der også en rhododendron Simona med hjem i bilen. I morgen skal der plantes.

fredag den 29. april 2011

Klokkeranker og ukrudt

Det er rigtig, at det hele går meget hurtigt for tiden, det er ikke nemt at følge med i, hvor meget og hvornår noget springer ud. Jeg kan godt mærke jeg har været væk i tre dage. Selvom det er meget tørt kommer ukrudtet desværre alligevel, så jeg har svært ved at nå hele haven rundt, når jeg samtidig gerne vil beundre og se alt det, der nu blomstrer og kommer op af jorden. Har netop sagt til min mand: ikke flere bede til mig, før jeg selv siger til. Og så var der lige klokkerankerne, tænk de tre jeg plantede ud sidste weekend, de klarede det alle, så nu står de pænt og gror op af nogle træstammer, så er det spændende om de også kommer til at blomstre. De er i hvert fald gode til at klatre og hænge fast i træerne.

torsdag den 28. april 2011

Hjemme igen

Ja så er jeg heldigvis hjemme igen til en lidt kølig aften med solnedgang og smukke blomster. Vi forlod min mor med god samvittighed, vi havde gjort hvad vi kunne for hende og hun var situationen taget i betragtning i rimeligt humør, det var dejligt. Mors hjerne fungerer rimeligt endnu det er "kun" bevægeapparatet, det er galt med, men det gør, at hun ofte falder, så der var ikke mere nogen vej uden om plejehjemmet. Da vi kom hjem, så her sådan ud:
Vi havde bestilt en varmepumpe, som smedene skulle lave imens vi var væk, de havde fået at vide vi kom hjem i aften, men chefen mente, at det først var i morgen vi kom, så det var et bedrøveligt syn. Hurtigt derefter gik jeg ud i min have og mødte dette meget mere opmuntrende syn:

onsdag den 27. april 2011

Træt

Jeg var allerede oppe 5.30 i morges for at rydde op i skabe og skuffer. Det er hårdt arbejde både fysisk og psykisk, men i morgen går det atter hjemad til den lysegrønne ø og min dejlige have, og nu er jeg meget træææt. Apropos lysegrønne så er det hele sprunget meget mere ud her på Fyn end på Samsø. Det føltes som en dejlig lysegrøn mur hele vejen hertil, på Samsø var der stadig grå pletter, hvor det ikke var blevet grønt endnu. Min mor er selvfølgelig meget ked af det, men jeg synes nu hun er sej og tager det pænt. I dag kom hun pludselig gående med rulatoren ned til sin nye stue, hvor vi arbejdede. Det var et langt stykke at gå for hende. En lille have historie, som rørte mig dybt: Min far havde ude bag staldbygningerne en fin have, som var groet til for min mor. Derfor har dem der passer det nu, pløjet det hele ned og sået græs i stedet. Da jeg kiggede derud i dag, hvad så jeg så midt i græsplænen: jo såmænd en pæon, som flot satte sit løv op og viftede i vinden. Kan I gætte hvad den skal? Ja rigtig den skal med mig hjem, det har den fortjent inden de slemme mænd klipper den ned igen. Jeg ved ikke hvilken slags det er, men den har den dejligste duft. Der var ingen knopper i, men måske til næste år. Jeg har hjembragt flere aflæggere fra den, men denne her kommer også med og et par smukke iris.

tirsdag den 26. april 2011

Plejehjem og gamle mennesker

Ja så sidder jeg her en sen aftentime i mit gamle barndomshjem. Min mor er flyttet på plejehjem permanent nu. Det er hårdt at se hende så dårlig, det er hårdt at vide, at hjemmet nu skal tømmes og hvad med tingene, alle de gamle slidte ting, som har været en del af hendes og vores liv i så mange år. I det lille rum hun har fået til rådighed, er der ikke plads til ret mange ting, og dybest set har hun jo heller ikke brug for ret meget mere. Allerhelst vil hun dø, men hvordan får man lov til det? Hun er smerteplaget og snart 89 år, det giver stof til eftertanke, hvordan bliver du selv, tænker man. Heldigvis er hun nogenlunde klarhjernet endnu, dog ikke som hun var førhen, men noget bedre end mange af de andre vi så på plejehjemmet. Til gengæld kan hun stort set ikke gå, hun har danset folkedans og gået lange ture, sørgeligt at hendes liv skal ende på denne måde. Og her sidder jeg så og savner min have i den grad, intet kan få mig til at glemme sorger og bekymringer som min dejlige have. I den kan jeg gå rundt hele dagen og tænke tanker og lade dem fare igen, mens jeg pusler lidt hist og her. Vi skal i Bilka og købe nyt fjernsyn til hende, kort efter hun var kommet på plejehjemmet brød der nogen ind i hendes hus og huggede hendes fjernsyn, tænk at man vil stjæle fra en gammel kone. Måske kommer jeg lige til at kigge ind i havecentret lidt opmuntring skal der da til.
Et billede af ørkenbedet fra 2010

mandag den 25. april 2011

5 rhododendron i dag

Ja det blev til 5 stk. i dag, dejligt at gå rundt flere gange om dagen og til slut se, at nu var der lige en mere, som lukkede den første blomst op. Jeg har også forsøgt mig med at plante klokkeranker ud, det var ingen succes, må jeg sige. Jeg prøvede med 3, jeg tror de er døde nu :-( Jeg kunne ikke få dem ud af potterne, så da de endelig slap, var der ingen rodnet. Jeg synes de var ved at være for store til at blive ved med at stå i vinduet, og da jeg skal væk fra hjemmet et par dage, tænkte jeg, det går nok. Det gjorde det ikke. Heldigvis har jeg 9 tilbage, de må så stadig klare sig i vindueskarmen, mens jeg er væk. Det er hårdt at skulle væk fra sin dejlige have et par dage, men somme tider er man nødt til at gøre noget, man ikke bryder sig om. Det gør jeg så indtil torsdag, så bliver det spændende at komme hjem og se alt det, der er sket i den tid,jeg har været væk.
Den hedder bitter balsam, har en dejlig duft og er købt i Lille Malund
Globigeum nye blade

søndag den 24. april 2011

Det danske forår

Vil I ikke give mig ret i, at man ikke kan bo i noget dejligere land end Danmark. Intet er så dejligt som de skiftende årstider og foråret, når det hele springer ud. Tænk at være så heldig at have sådan et dejligt vejr i påsken. Jeg vil ikke bytte Danmark med noget som helst andet land om det så er nok så varmt og solrigt, nej Danmark det dur for mig. Og selv om jeg endnu en gang måtte klippe i roserne, de roser som jeg ikke kunne nænne at klippe så meget i sidste gang, ja så har det alligevel været en dejlig dag. Det var bl.a. Buff of Beauty, Crownprincess Magaretha og Teasing Georgia. Håber de klarer det.
Blueshinegirl med blå stængler og fine knopper
Festivo i knop
Helen Martin nylig udsprunget bare lidt
Og en kuglekastanie
Rosa blærenød (physocarpus)
Magnoliabladet pil
Ørkenbedet hvor planterne står i sand Jeg har nu 20 blomstrende rhododendron, selvfølgelig ikke i fuldt udspring, men de er lige begyndt. Idag var der 7, der viste den første blomst.

lørdag den 23. april 2011

Rhododendron i blomst og i knop

I dag har jeg brugt rigtig meget tid på at fjerne lilla lærkesporer. Der var godt nok mange. Jeg fjernede dem i håb om, at der så ikke er helt så mange næste år. Ellers har jeg gået rundt og kigget efter mine rhododendron, både Bent og jeg havde cameraet med, så her er billeder.
Her er så Jacksonii
og Metternichi
Orbiculare endnu ikke udsprunget
Den smukke purdomii
Songbird
Tholasma i knop
Så langt er syrenerne nået
Til sidst et par smukke tulipaner

fredag den 22. april 2011

Solskin og havebesøg

Jeg startede i formiddags med at klippe nogle visne floks væk i mit stenbed, derefter gik det slag i slag og tænk, da jeg gik ind fandt jeg min havesaks og andre redskaber i selv samme bed. Gad vide om jeg blev færdig, nej det gjorde jeg vidst ikke, men jeg nåede meget andet, mens jeg gik rundt i haven for at se hvilke rhododendron, der var sprunget ud eller viste farve. Det er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Da aftenen var ved at blive kølig og jeg var i gang med det sidste for i dag, stod der pludselig en dame udenfor hegnet. "Nå er der lige noget der skal flyttes", sagde hun. "Jeg er selv meget haveinteresseret." Straks bød jeg damen indenfor, og uden at kende hinandens navne gik vi rundt side ved side og beundrede planterne. Der er ikke noget så dejligt, som at vise sin have frem til nogen, som er virkelig interesserede og sikken en masse havesnak, man kan få.
Imens lå min lille hund derinde og ventede på, at jeg skulle komme ind :-)

torsdag den 21. april 2011

Drivhuset der blev væk

Ja sådan gik det med mit længe ventede drivhus. Pludselig fik jeg nok, det er længe siden, det blev bestilt, men der var ventetid indtil 1. maj. I går kom jeg i tanke om, at når jeg havde undværet det så længe, så kunne jeg sikkert godt leve uden det. Jeg skyndte mig straks i brugsen og fik ekspedienten til at afbestille det på Nettorvet. I løbet af 10 min. var det hele overstået, og jeg havde fået mine penge tilbage. Nu står jeg så med et utal af små tomatplanter og med klokkeranker og andet småkravl. Vi må se hvordan det går, måske lykkes det mig at dyrke tomater alligevel, ellers må jeg købe dem andre steder. Bent har lovet mig at lave en lille overdækning, hvor jeg kan stå og lave planter ved mit plantebord, så er det fint og jeg har sparet over 6000 kr. Så kan jeg købe flere planter jubiiii. Dagen i dag er gået med at flytte jord. Vi havde flere jordbunker liggende rundt omkring, de blev flyttet til bede, hvor der var blevet lidt lavt, det pynter faktisk ret meget, og det var nu det skulle gøres, inden planterne rigtig begynder at vokse. Og det gør de, de vokser og nogen kommer op af jorden fra morgen til aften, jeg synes aldrig det har gået så hurtigt som i år. Alting kommer på samme tid, hold da op en skøn påske.

onsdag den 20. april 2011

Foråret kommer bragende

Jeg kan se på de andre blogsider, at alle har været flittige i haven og nydt det dejlige forårsvejr. Det gælder selvfølgelig også for mig, det har været lunt og dejligt indtil aften, så blev det lidt køligt, men jeg holdt ud til kl. 20.30. Jeg har bl.a. gravet løg op, løg som kun gav blade, men ingen blomster. Så er der jo ingen grund til, at de står og fylder i bedene. Jeg kom også til at tage et par billeder, både af rhododendron på spring og af de to hjertetræer igen. Det store står i udkanten af min lille skov, så der kommer lige et billede af skoven.

tirsdag den 19. april 2011

Nye planter

Endelig kom den længe ventede pakke fra Staudestedet. Pakken blev hurtigt pakket ud og planterne sat i jorden, nu må de bare i gang med at gro og blive større. Jeg glæder mig til at se, hvor fine de bliver, når de blomstrer. Jeg købte følgende: Anemone japonica 'Bressingham Glow' Angelica gigas Coreopsis verticillata 'Moonbeam' Hemerocallis 'Chocolate Candy' Hemerocallis 'Sweet Hot Chocolate' Hosta 'Sugar and Cream' Hosta tardiana 'Halcyon' Lupinus 'Gallery Yellow' Paeonia lactiflora 'Immaculée' Gillenia trifoliata Hjertetræerne er sprunget ud, samt nogle små azalier og magnoliaen står på spring. Bøgetræerne er sene i vores have, men andre steder på øen står de med lysegrønne grene. I dag så jeg de første blomster på mirabelletræerne på nabogrunden, det er til gengæld meget sent.
Hanzel en smuk rhododendron
Et ikke særlig godt billede af vores mindste hjertetræ

lørdag den 16. april 2011

Prikling af tomater og et par billeder

Endelig lykkedes det mig at få tomaterne priklet ud. Der skulle mange potter til, og de hang lidt med ørerne, da jeg var færdig. Jeg håber de retter sig igen. Det var på høje tid og de havde heldigvis fine rødder. I eftermiddag gik jeg rundt med riven og tog det ukrudt, som havde formastet sig til at komme op. Hvis jeg har tid har ukrudt ikke mange chancer hos mig, samtidig ser jeg omhyggeligt efter de små skud af alle mine hostaer. Til aften fik jeg lige tage et billede af de to smukke rhododendron Rex og China, de er fantastiske.
Der er også et billede af den smukke løjtnantshjerte

fredag den 15. april 2011

Plantning

Ja så blev alle planterne sat i jorden, vi nåede det hele i formiddag. Rex og China kom til at stå smukt i læ og delvis skygge ved siden af hinanden. Det ser fantastisk ud, i morgen får I billede af det. Lyngen blev også plantet og de gamle som var gået ud blev fjernet. I morgen er der ingen vej udenom så må tomaterne prikles om, hvordan mon det går.

torsdag den 14. april 2011

Solskin og Netto

Mine planter står stadig og venter på at blive plantet. For i morgen har manden fri, og så skal det være, så bliver det nemlig gjort ordentlig med ordentlige spadestik, det er jeg ikke så god til. Til gengæld nød jeg det dejlige vejr og havde alle mine frøplanter og georginer til luftning i solen. Er nu bange for det blev lidt for koldt for tomaterne, de hang lidt med hovedet, da jeg tog dem ind igen. Først på dagen gik turen på cykel til Netto. Der var mange damer og mange planter, folk valgte og vragede. Da jeg jo brugte en del penge igår nøjedes jeg med 2 små stenbedsplanter til 6 kr. pr. stk. Men der var mange fristelser, som jeg heldigvis godt kunne modstå. I morgen går turen til byggemarkedet, der er også plantesalg, men vil også prøve at se, om jeg kan finde nogle knæbeskyttere, som er bedre end dem jeg fik i fødselsdagsgave,
Klematisen gror hurtigt og er også smuk uden blomster

onsdag den 13. april 2011

Plantetur

Vi havde trods det dårlige vejr og kulden en rigtig dejlig tur til Rhododendronhaven og Christiansmindevejens Plantecenter og sluttede af i Odder. I Rhododendronhaven købte vi hver 6 rhododendron, mine er: Lady Annett de Trafford, Lavendula, Arpegé (løvfældende), Rex (meget stor) og China (fantastisk smukke knopper, se selv billedet.
Bagefter kørte vi videre til Skanderborg, hvor jeg købte 4 efterårslyng og 5 forårslyng og en klematis. Vi sluttede af i Lidl i Odder og min sandten om jeg ikke var heldig at finde planterne: Geranium Ballerina (min var gået ud) nogle hostaer og nogle hemerocalis. Se billede af alle planterne her:
Jo det var en helt igennem dejlig tur, man bliver helt høj af det. Det er ikke gratis, men er sikker på det er en sund måde at blive høj på. Glæder mig til plantningen.

tirsdag den 12. april 2011

Blæsevejr

Så blev det igen et voldsomt blæsevejr, så der var ikke meget lyst til at gå i haven, men jeg gik dog lige min runde. Sæt nu noget kommer op eller springer ud, uden jeg har opdaget det, det kan aldrig gå. I stedet fik jeg ryddet op i skuffer og skabe i soveværelset, det var tiltrængt og bagefter en rigtig dejlig fornemmelse, at det var gjort. I morgen går turen til Jylland, hvor min haveveninde og jeg skal besøge Rhododendronhaven http://www.rhodobutik.dk/shop/frontpage.html i Hammer og bagefter til Christiansmindevejens Plantecenter i Skanderborg, vi glæder os til årets første højdepunkt, og de lover bedre vejr i Jylland
. Dejlige Jack A. Frost

mandag den 11. april 2011

klokkeranker

Endnu en dejlig dag, men så er det slut for denne gang. Endnu en gang storm lover de for i morgen. Heldigvis nåede jeg en masse i dag igen og vi fik også plantet de tre roser. Tænk at sådan nogle halvvisne pinde kan udvise så megen skønhed til sommer, ja det er ubegribeligt. I får lige lidt forårsbilleder og så et af mine klokkeranker.