tirsdag den 26. april 2011

Plejehjem og gamle mennesker

Ja så sidder jeg her en sen aftentime i mit gamle barndomshjem. Min mor er flyttet på plejehjem permanent nu. Det er hårdt at se hende så dårlig, det er hårdt at vide, at hjemmet nu skal tømmes og hvad med tingene, alle de gamle slidte ting, som har været en del af hendes og vores liv i så mange år. I det lille rum hun har fået til rådighed, er der ikke plads til ret mange ting, og dybest set har hun jo heller ikke brug for ret meget mere. Allerhelst vil hun dø, men hvordan får man lov til det? Hun er smerteplaget og snart 89 år, det giver stof til eftertanke, hvordan bliver du selv, tænker man. Heldigvis er hun nogenlunde klarhjernet endnu, dog ikke som hun var førhen, men noget bedre end mange af de andre vi så på plejehjemmet. Til gengæld kan hun stort set ikke gå, hun har danset folkedans og gået lange ture, sørgeligt at hendes liv skal ende på denne måde. Og her sidder jeg så og savner min have i den grad, intet kan få mig til at glemme sorger og bekymringer som min dejlige have. I den kan jeg gå rundt hele dagen og tænke tanker og lade dem fare igen, mens jeg pusler lidt hist og her. Vi skal i Bilka og købe nyt fjernsyn til hende, kort efter hun var kommet på plejehjemmet brød der nogen ind i hendes hus og huggede hendes fjernsyn, tænk at man vil stjæle fra en gammel kone. Måske kommer jeg lige til at kigge ind i havecentret lidt opmuntring skal der da til.
Et billede af ørkenbedet fra 2010

2 kommentarer:

  1. Det er trist når et langt og dejligt liv skal slutte som din mor har det. Og det må bestemt ikke være rart at se på som datter.

    Haven giver så meget, så jeg håber, at den kan holde dit humør og mod oppe i tiden der kommer med at få tømt din mors hus for gamle og gode minder!

    SvarSlet
  2. Ja, det er svært at forstå at slutningen på et godt liv, kan være så hård, og det er bestemt ikke nemt at stå på sidelinien og være magtesløs.
    Jeg er ny på din blog, og har endnu ikke fået kigget dine indlæg igennem, men et dejligt billede af ørkenbedet, og jeg vil følge med herfra.
    Mange havehilsner fra fru friis og alt godt til dig og din mor.

    SvarSlet