tirsdag den 29. januar 2013

Historien om den gamle have

I dag skal indlægget handle om det vi kalder den gamle have.
Hvad mener jeg nu med den gamle have, jo det var den der hørte huset til, da vi købte det. Som jeg har skrevet før, ingenting var der udover tre forpjuskede roser og et dige overgroet med ukrudt, 2 æbletræer, et blommetræ, som ikke bar frugt og to moreltræer, hvor bærrene sad så højt oppe, at de kun var fuglene, som fik fornøjelsen. Men det er blevet bedre, meget bedre.


I den del af haven, som hørte til huset, så det stort set sådan ud, allerede på det billede har jeg tilført haven lidt, der er bl.a. en sommerfuglebusk i forgrunden og lidt stauder:
Her er det blommetræet og moreltræet, som blomstrer

Noget af det første der blev lavet efter, at vi havde plantet lidt buske og træer var surbundsbedet, så der kunne blive plads til flere rhodoer. Det blev som mange af mine bede bygget op i sten.
Sådan så det ud, inden trappen blev lavet.
Efter det var blevet lavet, fik vi besøg af haveveninden Ida, hun var ved at dåne, da hun så bedet. Det var alt for kedeligt.  Så hun dirigerede med Bent så han fik lavet en trappe, nu har han lært, hvordan man gør :)
Se nu er der en fin trappe
Her ses bedet fra 1. sal
Her er bedet i 2005, til højre i bedet skimtes stammen af en stor ahorn, den var en glimrende parasol, men blev til sidst for stor, så den blev fældet. I stedet lavede Bent et stativ til den kaprifolie, som prøvede at gro op af træet. Det gik ikke så godt den gang.
men det gør det nu
Her er vi i 2006, siden er der flyttet rundt med de fleste af rhodoerne, og nogen er flyttet ud i den store have. Jeg er meget obs. på, at farverne passer sammen, hvis de blomstrer samtidig, ellers må de flyttes.
 Her ser vi det hele lidt fra oven
Bedet ud til diget mod marken. tv. blommetræet som vi fik beskåret en hel del, så nu giver det masser af blommer. Vores skønne blågran ved siden af og den gulbladede philadelphus/uægte jasmin
Den får I lige i nærbillede
I det nordvestre hjørne af den gamle have, ligger et stykke jord som egentlig hører til nabogrunden, men det ligger så tæt ved vores have, at jeg har inddraget det i min have (jeg har fået lov) nabogrunden er den med alt vandet. Her i det lille stykke lavede jeg mit påskebed. Jeg kastede en masse påskeliljeløg rundt i bedet og plantede dem, hvor de landede. Nu er det det skønneste bed her først på foråret.
Som I kan se er der th. påskeklokker, de var også i haven, da vi overtog den.
Siden er der til højre for det stykke lavet en klokkehøj med påskeklokker, inden længe får I lov at se billeder af den. Det var overskydende jord, som vi brugte til den.
Endnu længere til højre ligger nordbedet.


Op i frugttræerne gror clematis. Det tager lidt tid at få dem til det, men med disse to har jeg været heldig.
Op af plankeværket ved terrassen gror Jackmanii
og en klatrehortensia
Under klatrehortensiaen er der gravet lidt af græsplænen, her er plantet træpæoner. Foreløbig er der kun en der har blomstret, det blev først lavet sidste år.
Si he lian hedder den
Mine allerførste roser blev plantet her i terrassebedet, her er også som det kan ses valmuer, senere kommer der floks, og roserne kommer i blomst


Her er det en af mine yndlingsroser Deep Purple, den har den skønneste rosenduft.
Se det var lidt af historien om den gamle have, som hørte til huset.
Nu er sneen næsten væk, tænk alt det der er kommet op under sneen, det er koldt men vi får forårsfornemmelser. Påskeklokkerne er også godt på vej. Her er 5.5 grader nu, fantastisk.
Jeg håber, I nyder, at det er længere lyst. Fortsat god dag derude.



34 kommentarer:

  1. Tak for mere historie! Hvor meget jord dækker jeres have i alt?

    SvarSlet
  2. Så fin historie om den gamle hage. Du må ha en veldig stor hage? Så flott den klatrehortensiaen er!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have Marit. Jeg har ca. 2200 m2. Ja klatrehortensiaen er meget flot, det tog sin tid, men nu er den blevet stor.

      Slet
  3. Hej Lisbeth.Jeg bliver helt forpustet af alt det arbejde i har lagt i jeres skønne have.Dejligt med lidt historie og billeder fra tilblivelsen.
    Godt at Ida kunne se at der skulle være en trappe i bedet.Er vild med alle de sten i har rundt omkring i haven.Også en rigtig flot klatrehortensia på rækværket.
    Har desværre ikke plads til sådan en.God aften knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette
      Uha det må du ikke blive, du blev nok også forpustet at dit eget Høneballebed :) det var da også hårdt arbejde.
      Ja Ida kommer af og til med en god idé. Vi er meget glade for alle stenene i haven.
      Klatrehortensiaen er blevet rimelig stor nu, men den var længe om det.
      Knus Lisbeth

      Slet
  4. Hej Lisbeth
    Det lyder ellers romantisk `Historien om den gamle have`.
    Jeg kan godt se, at i har haft travlt siden da. Hende haveveninden Ida, havde fat i noget rigtigt - det ser hyggeligt ud med stentrappen.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jørn
      Ja det er en god titel :)
      Ja der er sket noget, må man sige, men det er det sjoveste, når der sker noget. Det er en rigtig god idé med trapper i stenbedene, nu har vi lært lektien :)Ida er god til sådan noget.
      Kh Lisbeth

      Slet
  5. Igen en god historie. Denne gang om den gamle have.
    Som altid gode billeder.
    Heldig du har fået taget billeder af det hele. Det ville jeg ønskE jeg havde, men jeg fik først et kamera meget senere end da vi købte stedet her.
    Ha´ en god aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Aase
      Tak ja der manglede lidt om den gamle have.
      Du kan tro jeg er glad for alle mine billeder, før jeg fik kamera, tog Bent billederne. Ærgerligt du ikke fik billeder fra start.
      I lige måde.

      Slet
  6. Det er nu så hyggeligt at følge med i udformningen af din have. Jeg har også en gulbladet philadelphus og en meget gammel klatrehortensia. Min Jackmanii er blevet flyttet hen til en troldhassel, men den er godt nok ikke i nærheden af at være lige så stor som din. Jeg ønsker mig flere clematis til at vokse i træer, det ser godt ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gitte
      Så har du lidt de samme planter, kan jeg høre. Min Jackmanii har nogen år på bagen efterhånden, og er aldrig blevet flyttet. Det var noget af det første, jeg plantede i haven, og Bent lavede et fint stativ i træ til den.
      De skal være en del år, før de rigtig vil klatre i træerne, nogen af dem er svære at få til det. Jeg er glad for dem, som har taget fat, for jeg synes også, det er flot.

      Slet
  7. Hyggeligt med dn fortsatte historie. Jeg hæftede mig ved, at din haveninde Ida kom med konstruktive inputs. Det har jeg også tit oplevet, altså at gæsterne kommer med gode ideer, når vi vandrer rundt i haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marie godt du synes, at det er hyggeligt.
      Ida kom til at begynde med mest for at komme med konstruktive input, nu kommer hun mest for at beundre :) men hun kan stadig finde på at kritisere noget, dog ikke så meget mere, nu kan vi meget selv. Vi lærer det jo med tiden.

      Slet
  8. Hej Lisbeth
    Ja, idag var det stadig lyst kl 17 -dejligt.
    Det var da godt at Ida fik jer til at lave trappen, det får klart bedet til at se mere "indbydende" ud. Man får lyst til at gå ind og udforske.
    Og forandringen fra 05 til nu er jo enorm - det ferske er væk.
    Nu bliver det spændende med vejret - meteorologerne er ikke helt sikre på næste uge - hvordan klarer haven al den tø? Mit sumpbed er på max allerede nu - før nattens regn....

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karsten
      Ja lyst til kl. 17 og lidt forårsagtigt, det var dejligt.
      Ja Ida er god til input og der er sket en masse siden 05.
      Ja vi er allerede ved at drukne igen, det er dog ikke nået huset, men hele vejen rundt om nordbedet er der igen regn, der kommer billeder i morgen.
      Regnvandsbedet og grøften er helt fyldt op her, jeg er også spændt på, hvordan det ser ud i morgen.

      Slet
  9. Det er nogle helt fantastiske bede I har skabt! De er til stor inspiration :) Det må være dejligt at have adgang til så mange smukke sten, selvom det selvfølgelig er et stort slid at få dem hjem og på plads. Men i det tidligere indlæg fra stranden, kan jeg se det dog sker med et smil på læben :) Jeg glæder mig til at se klokkehøjen i aktion.
    Kh Rose

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Rose, jeg er glad for at høre, at de er til inspiration. Ja det er dejligt bare at kunne hente store sten, det var altid med et smil på læben, de nød hinandens selskab, men de drillede hinanden.
      Klokkehøjen er en smule skuffende endnu, men jeg håber at når påskeklokkerne blomstrer, så går det over.
      Kh
      Lisbeth

      Slet
  10. Der er godt nok sket noget i Jeres gamle have. Det er ikke så tosset med en have-veninde, der har know-how med, når hun kommer på besøg. Jeg kan godt huske billederne fra dit smukke påskebed, som du viste i foråret. "Si he lian" er en smuk træpæon. Her er sneen også stort set væk. Det er dejligt. Og jeg nyder, at det stadig er lyst, når jeg kommer hjem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej May
      Ja der er sket meget i vores gamle have, og Ida har i hvert fald været medvirkende til at surbundsbedet er blevet så flot med trappe og det hele.
      Ja det er en rigtig smuk træpæon, jeg er spændt på, om den vil blomstre i år.
      Ja skønt at slippe af med den gamle grimme sne, jeg kan godt forstå, at du nyder, det er lyst, når du kommer hjem.

      Slet
  11. Det er blevet skønt i den gamle have, dejligt med fuldvoksne frugttræer man kan bygge videre på med klematis og kaprifolie, det giver en ubetalelig stemning til haverummet! Jeg er altså meget imponeret over gårsdagens indlæg! Sikke en forvandling i har formået at skabe med den mark! Godt der er sådan nogen som jer der orker at gå løs på sådan en opgave, med at forskønne landskabet :-)
    Jeg er dybt imponeret!
    Fortsat god aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Alice
      Ja der var vi heldige, at der stod fuldvoksne frugttræer, som bare skulle have en kærlig hånd, og at clematis vil gro op i dem, omend det tager lidt tid.
      Jo kønnere det bliver, jo mere blod får vi på tanden.
      Tak for ros, det blev jeg glad for :)
      I lige måde.

      Slet
  12. Elsker havehistorier, så har nydt din om den gamle have. Man kan virkeligt se hvor meget frodigere haven bliver år for år, og når man selv har en have der virker uendeligt bar og nøgen, tænder din historie et håb. Er tosset med stentrappen, måske det en dag kunne blive til et indlæg om hvordan man gør rent praktisk?
    Hilsen Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Susanne
      Det er godt, du har nydt historien, der var en i går også om den store have, som er nyere, har du set det indlæg? Ellers må du gøre det, så du kan få mere håb, for det kommer nemlig lige pludselig. Det med trappen er lidt værre, for det kan jeg ikke selv, tror ikke jeg får Bent til det.
      Hilsen Lisbeth

      Slet
  13. Ja det var igen en god historie ...og denne gang fra den gamle have. Sjovt som det har ændret sig. Idas idé med trappen er genial, og jeg synes også det var hyggeligt, at kunne gå rundt oppe i bedet. Man får følelsen af at se det hele lidt fra oven.
    Jeg kan godt se, at du har fundet flere billeder og flettet en del mere tekst på.
    Som du skriver, det tager tid at redigere. Men du kan jo lide det!
    Si he lian er fantastisk, jeg håber du får en masse blomster fra den i år! Det ville se eventyrligt ud!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Bente
      Ja det har ændret sig meget, og Idas idé gjorde bedet meget mere spændende, så fik vi lært det.
      Godt du kan se, at jeg har gjort ekstra ud af det, ja du har ret, jeg kan lide det :)
      Ja vi må krydse fingre for mange blomster i Si he lian.

      Slet
  14. Jeg er da lige ved at falde på halen af beundring, i har vel nok lagt et kæmpe arbejde og en god opsparing i haven.
    Jeg håber virkelig jeg kommer over og se den til sommer.

    Varmt smil fra linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda
      Ja der er gjort meget i haven og der er gravet mange penge ned :)
      Jeg håber også, at du kommer til sommer.
      Kh
      Lisbeth

      Slet
  15. Kære Lisbeth.
    Hvor er det utroligt, hvad i har fået lavet - Du har en god "ideveninde" i Ida. Det var en god ide med dem trappe i surbundsbedet.
    Flot med alle de påskeliljer. Dem glæder vi os til at gense.
    hilsen jessie

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jessie
      Ja det er ikke småting, vi har fået lavet, i det daglige, tænker vi ikke sådan over det, men når jeg kigger billeder, kan jeg godt set, at det er meget.
      Ja med stenbede og trapper er Ida rigtig god, det er også hendes fortjeneste, at der er trappe i det første stenbed fra den store have.
      Påskeliljerne er på vej op, jeg glæder mig også til det bliver gult igen derude.
      Hilsen Lisbeth

      Slet
  16. Hej Lisbeth - Hvor er det nogle skønne indlæg du har vist de sidste dage, om både den nye og gamle haves udvikling. Dejligt i har billeder fra starten på bar mark, og så til i dag hvor i har skabt den skønneste oase, hvor der stadig er plads til nye ideer ;o).
    Jeg kan rigtigt godt li at i har bygget de store bed op i sten, og trappen er genial godt Ida kom med lidt input ;o).
    Det er skønt at sneen er væk, og der blæser milde vinde, jeg kan dog godt blive lidt bekymret over al det vand i kæmper med, men heldigvis har du en vis mand der nok skal finde en løsning - igen - igen ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Heidi
      Jeg er glad for, at du kan lide mine indlæg om havens udvikling. Du kan tro, jeg er glad for arkivbillederne, selvom jeg ikke har så mange som i dag. Men de er der, det er en god ting.
      Ja trappen er genial, sådan noget er Ida også god til.
      Tak for din bekymring omkring vandet, den har vi også her, det stiger og stiger og Bent pumper og pumper. Lige lidt hjælper det, der kommer mere om det i næste indlæg. Bents hjerne er ved at brænde sammen for at finde på løsninger :)

      Slet
  17. Hej Lisbeth! Ja hvor det sjovt at følge havens udvikling. I har været flittige! Og ideen med trappestenene i surbundsbedet er jeg også faldet for! Efter vi fik lagt jordvarme for 3 år siden, dukkede der mange store sten op, som vi nu overvejer hvordan vi bruger bedst. Tak for inspirationene :-) Mange hilsner Karin

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karin
      Det glæder mig, hvis jeg kan inspirere, det store sten kan lige så godt blive brugt fornuftigt.
      Selv tak og god arbejdslyst. Du er velkommen til at spørge, hvis vi kan hjælpe med råd.
      Mange hilsener
      Lisbeth

      Slet