tirsdag den 1. december 2015

Igen lidt historie, denne gang noget helt nyt

Først den sidste solopgang i november - billedet er taget i går morges
Jeg har fundet gamle billeder frem og scannet dem ind, så I kan se huset, som det så ud, da vi købte det.
Sådan så huset ud i 1999, haven, ja der var blot et par træer og buske, bortset fra 2 æbletræer, blommetræet og den ene morel er resten fældet nu.
Faktisk havde vi kigget på huset før, men syntes at det var for simpelt. Derfor købte vi hus i Tranebjerg, det fortrød vi i den grad, vi boede der fra 1996 - 1999. Da huset endnu en gang kom til salg, tog vi igen ud og kiggede på det. Nu kunne vi mærke sjælen i hus og have og den fantastiske stemning, der var og stadig er her omkring. Her måtte vi bare bo.
Huset fik en gennemgribende ombygning, nyt tag, nye vinduer, nyt køkken og køkkengulv. En tilbygning og en kvist.
     
Så flot blev det færdige resultat, pengekassen blev lidt slunken, men pyt det var det hele værd, syntes vi.
En enkelt weekend måtte huset pakkes grundigt ind mod regnen. Det meste af tiden var det nu fint vejr den sommer, men ikke lige den weekend
 en stor poppel blev væltet, den stod for tæt på huset
stammen blev straks transporteret væk, ejeren af jorden skulle til at så raps på marken, hvor træet var væltet ind over.
dette billede er taget inde fra den mark, som senere blev til vores have.
Marken hørte til en lille landejendom lidt herfra, vi var så heldige, at vi fik mulighed for at købe den af ejeren, som lige havde solgt landejendommen fra til en anden, som i øvrigt slet ikke passede de smålodder, han havde rundt omkring. I dag står de fyldt med ukrudt, og manden er død. Godt vi fik lov at købe dette stykke.
 i 2003 blev det vores jord
og i efteråret 2003 blev der planeret, plantet og sået græs
samme år blev der bygget garage og værksted, det var et travlt år, men godt vi havde gode hjælpere både Bent og mig. Det er Bent, der har taget billederne, derfor er han ikke med. En gammel ven og mine tre drenge hjalp godt til.
Det var historien om vores hus og lidt mere om haven
Her kommer lidt aktuelle billeder:
Æblerne sad flot i træet i lørdags, det gør de ikke mere, det sørgede Gorm for, så ingen silkehalebesøg i år
med mindre de vil have paradisæblerne, der er i hvert fald nok at tage af
 Riddersporen blomstrer stadig fint i vasen i pavillionen
Den fine cyklamen står også derude

 Claire Renæssance overlevede Gorm
 også den sidste knop i Jacqueline du Pré klarede den
Hvorimod The Generous Gardener er blevet lidt flosset i kanten, da den løsrev sig fra thujaen, den klatrer op af.
i morges nævnte jeg, at Liquidambra havde løsrevet sig i stormen, der er nu ordineret flytning af den, det er alt for vådt for den, der hvor den står. Vi finder et (normalt) tørt sted til den og håber på smukkere efterårsfarver. Der er ikke rigtig tørt nogen steder i haven for tiden. Vi havde tænkt på at flytte den, men opgivet det, nu har den selv bestemt :) eller også har Gorm.
Tænk der er en blomst på vej i påskeklokken
Det blæste stadig kraftigt i går morges, da jeg tog billeder. Bordet har Bent med vilje selv vendt rundt, så det ikke beskadiger pavillionen.
God dag til jer


23 kommentarer:

  1. Hej Lisbeth!
    Sjovt også at se huset fra før, og høre det bagvedliggende, kan godt forstå i faldt for stedet, det er blevet fantastisk flot og godt. Dit indlæg bringer mange minder frem omkring købet og total renoveringen af dette hus. Engang elskede vi at bygge og renovere et "nyt hus", nu er vi også mættet og har boet her i ti år, sjovt at ens hjem/sted alligevel er under evig forvandling.
    Ha en rigtig god dag
    Kram
    PS også tak for rhodobedet i går.

    SvarSlet
    Svar
    1. nåhh ja jeg fandt ikke guld for enden af regnbuen;-)

      Slet
    2. Hej Anette
      Ja det var et noget anderledes hus før, vi har ikke lyst til at starte forfra, har nu heller aldrig været fan af nyt hus og en masse renovering, men det har så været anderledes for jer. Derfor sker der heller ikke så meget med huset nu, men haven er en helt anden sag :)
      Øv at du ikke fandt guld :)
      Kram og god dag til dig også

      Slet
  2. Hej Lisbeth

    Morsomt at se huset før og efter - også der er der noget af en udvikling!
    Spændende at se hvorvidt flytningen vil give din Liquidambra de "rigtige" efterårsfarver - den der står i botanisk have har nærmest fødderne nede i voldgraven og har temmelig flotte farver - vi får se:)

    Ha en dejlig dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karsten
      Ja jeg kiggede egentlig efter billeder fra den gamle del af haven, men så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at vise noget helt fra begyndelsen.
      Lidt sent du fortæller om Liquidambra med fødderne i vand, for vi har gravet hul til den et tørt sted, så får vi se, om den vil leve eller dø. Hollænderen sagde, at den skulle lide, så måske lider den med fødderne i vand :)
      Tak i lig måde

      Slet
  3. Fantastisk sted I har skabt i løbet af årene! Det med renovering af hus er ikke vores yndlingsbeskæftigelse - og fra nu af er det kun i kategorien maling, tapet og gulvtæpper, men nu har vi også været igennem. Men det er dejligt, når det er gjort - arbejdet, som er lavet, glæder vi os over hver dag!
    Har du mon et kort/billede af jeres grund ovenfra - jeg er nemlig blevet rigtig nysgerrig nu med alle de historiefortællinger - og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan det hele placerer sig i forhold til hinanden...Det kan være, du har vist det før, så kan du måske give mig et hint om, hvornår?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Aase
      Tak - ja vi er vældig tilfredse med udviklingen. Renovering af hus er heller ikke det bedste vi ved, heller ikke med maling osv, vi kan også bedste lide, når det er gjort :)
      Jeg har kun de billeder, jeg selv har taget fra 1. salen, jeg vil vise dem en af dagene ligesom historien - altså fra flere år. Så vil jeg samtidig fortælle nogenlunde, hvor det forskellige ligger.

      Slet
  4. Hej Lisbeth.Spændende at følge jeres hus og have fra begyndelsen.
    Det har da godt nok været en stor mundful i gav jer i kast med.
    Godt at drengene stadig boede hjemme så de kunne hjælpe til.
    Også godt at i fik muligheden for at købe mere jord til.
    Mine gule paradisæbler sidder også stadig på træet...............og der er da lidt fugle der spiser af dem.
    Og lige om lidt skal jeg have gæster til frokost ,Så god dag på Samsø knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette
      Ja det har været noget af en mundfuld, men ikke noget vi tænker så meget over mere.
      De to ældste dreng var flyttet hjemmefra, da vi flyttede herud, men de var hjemme på ferie. Hvis vi ikke havde kunnet købe mere jord, havde det ikke været nær så spændende med haveprojekterne.
      Vores røde paradisæbler er noget af det sidste, fuglene tager, så skal de være meget sultne.
      God fornøjelse med gæsterne
      Knus Lisbeth

      Slet
  5. Kære Lisbeth
    Hold da op et projekt, der blev vel ikke meget tilbage af det gamle hus. Det blev da også et noget større hus i fik ud af det.
    Kan godt forstå du er glad for din have. Det har været en lang rejse, med et flot resultat.
    hilsen jessie

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jessie
      Ja det var noget af et projekt, murene står her da endnu, men tag og vinduer blev udskiftet. Ja vi fik mere plads ud af det, det var et lille hus, men her har boet en vejmand med kone og 8 børn, det var den gang, de kunne nøjes.
      Ja vi er meget glade for haven, tak for det.
      Hilsen Lisbeth

      Slet
  6. Hej Lisbeth
    Ja... der var jo nok en dybere mening med, at huset blev sat til salg igen og i kunne købe ekstra jord.....Ellers havde i jo ikke haft muligheden, for at skabe den skønne høneballehave som vi kender den idag ;)
    Vi har renoveret to huse gennem tiden, og har lovet hinanden at når vi engang vil videre til noget mindre, skal det være indflytnings klar ;).
    Har lige været ude og tjekke mine juleroser og påskeklokker, desværre er der ingen tegn på knopper endnu. De plejer ellers at være tidligt på færde, men ikke i år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Heidi
      Ja det tror jeg også, det var bare vores hus og lille paradis :)
      Man bliver træt af at starte op fra bunden med renovering, vi har dog kun prøvet det en gang før, men det var ikke så meget som med det her. Ja vi bliver jo ikke yngre, så næste gang skal det nok være indflytningsklart :)
      Der er også kun den ene påskeklokke, der er knopper og blomster i, den hedder abchasicus, den var også tidlig sidste år, de andre kommer tidligst i marts. Men du plejer at være foran.

      Slet
  7. Godt nok noget af et slot i fik ud af det. Morsomt når man har de gamle billeder og kan se hvad der er sket.
    Ja og en flot have har i da også fået stablet på benene.
    Det kommer ikke af sig selv...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Aase
      Det er nu kun et lille slot, men det er vores :) Ja jeg er blevet helt grebet af at sidde og kigge gamle billeder, så måske kommer der flere.
      Nej ikke noget af det kommer af sig selv.

      Slet
  8. Din beretning får mig til at tænke på, at der er sket utrolig mange forandringer i landområderne i den periode, der er gået, siden I købte jeres hus og satte det i stand. Her i Salling har tendensen været nedlæggelse af små brug og samling af jorden på få hænder. Nu bad jeres liquidambar selv om at blive flyttet, spændende om den selv vidste bedst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marie
      Det samme sker herovre, små brug bliver til store marker, og de kører rundt med kæmpe maskiner, som knap kan være på vores små veje, sletter de små stier som altid har været her, mon ikke det sker alle vegne.
      Ja det var også det, vi tænkte, at den selv bad om at blive flyttet, så prøver vi det. Men hvis du har set Karstens kommentar, så kan vi åbenbart ikke være sikre. Vi får se.

      Slet
  9. Hej Lisbeth
    Spændende at se husets historie og der har I sørme også lagte meget arbejder. Det har da i den grad også belønner sig. Det er jo nærmest ukendeligt i forhold til udgangspunktet.
    Hvor det dog holder sig godt i pavillionen og det er nogle meget smukke blade der er på alpeviolen :-)
    De Påskeklokker er vidst lidt forvirret. Den af min der blomstrer har nok stået i blomst et par måneder nu. Gad vide om de så springer over når tid er.
    Her blæste det også stadig i morges men vinden lagde sig i løbet af dagen. Græsserne er jo flotte når de svejer i vinden.
    Fortsat god aften
    Knus Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne
      Ja jeg synes også, det var helt spændende at se det hele igen og vise jer det. Det ser noget anderledes ud nu.
      Det er meget bedre at lade planterne blive i pavillionen, så længe det er frostfrit derude, det holder længe der.
      Denne påskeklokke Abscasicus var også tidlig sidste år, men ellers har jeg ikke nogen i hverken knop eller blomst, helt som det plejer at være.
      Her har det blæst hele dagen, og nu skal vi vel have mere regn. Ja græsserne tiltrækker sig opmærksomheden både i sol og i vind.
      Tak i lige måde
      Knus Lisbeth

      Slet
  10. Hej Lisbeth, hvor er det spændende og interessant at se billeder fra da i startede, hold op hvor har i lavet meget på huset.
    Det var godt i købte det i anden omgang, jeg tror helt sikkert at det var forudbestemt at i skulle bo der og skabe Høneballehaven sammen :o)
    Det er helt utroligt du stadig har roser, her er det næsten slut. Stormen har fået ryddet godt op i det.
    Kh Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda
      Ja det var også spændende at finde billederne frem igen, vi fik lavet en del fra starten ja.
      Ja vi er glade for at vi købte det, det var nok meningen ja :)
      Der er godt nok heller ikke mange roser tilbage her efter stormen.
      Kh Lisbeth

      Slet
  11. Hej Lisbeth. Nu fik jeg læst hele din føljeton. Det var spændende og sjovt at se de gamle billeder. I har da haft en omfattende renovering af huset og resultatet er jo blevet rigtig godt:) Jeres jord må være meget næringsrig, for i dag er alle bedene meget frodige, synes jeg. Jeg synes også, at det er vigtigt, at jord, lysforhold og næring er i orden, når man planter, for det er jo et stort arbejde, så planterne skal jo også have de bedste betingelser, når man gør så meget ud af det, som du gør. Sådan tænker jeg også om bedene og mine planter her. Jeg synes, haven giver så meget tilbage til én, når planterne trives og har det godt. Det er det hele værd!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birgitte
      Det er rigtig godt, at du følger med og kan lide at se de gamle billeder. Der har jo gået husdyr på marken, hvor den nye have nu ligger, måske er det derfor, den er så frodig. Jeg gør såmænd ikke andet end at gøde det hele jævnligt i foråret, det virker da meget godt. Du har helt ret i, at det er hele arbejdet værd, når vi kan stå og beundre vores værk :)

      Slet