En sidste hilsen til Hanne

I onsdags mistede vi en af vores kære medbloggere. Hanne fra bloggen Hanne i haven er ikke blandt os mere, det er et stort savn.
Vi vil helt sikkert savne dig  blandt os søde Hanne, i de sidste uger var du aktiv, som du ikke havde været længe. Du sprudlede med kommentarer til os alle, vi følte, at du nu igen var til stede i blogverdenen, jeg fornemmede helt tydeligt, at du nød det i den grad. Du udgav det ene gode indlæg efter det andet om asters, og opbevaring af dahlia for vinteren og meget mere.
Du viste os alle dine skønne dahliaer, vi kunne mærke, at du nød alle dine krukker og skønne blomster.

Det var dejligt at have dig i blandt os igen, selvom det desværre kun blev kort tid, du fik lov til det.
Jeg er sikker på, at du nu går rundt i en skøn have og hygger dig med alle blomsterne og nyder det. I den have er der fred og ro og ingen sygdom, i den have er der ingen smerter og ingen sorger og bekymringer, den er kun til nydelse.

Jeg nåede desværre aldrig at møde dig IRL, du havde flere gange planer om at besøge Høneballehaven, desværre lykkedes det aldrig. Til gengæld havde jeg fornøjelsen af at maile sammen med dig, når du kunne holde til det. På den måde lærte jeg dig nærmere at kende, tak for det, det er jeg glad for.
Jeg håber, at du sidder på en stjerne nu og får mulighed for at kigge herned og følge lidt med her hos mig. Sammen med alferne kan du svæve rundt i min have, når foråret og sommeren igen kommer.

Clematis

Rhododendron

Pæoner

og roser vil blomstre for dig.

                         

Du havde stor kærlighed til de gule og orange blomster, så de skal også med.

Og her, her får du din egen lille lyserøde sky, som du kan svæve rundt på.

Så rejse vi til vort fædreland,
der ligger ej dag i dvale,
der stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale,
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale!

Hvil i fred søde Hanne. 

Kære Michael, Laura og Cristina, vi tænker på jer og føler med jer, der bliver tomt hos jer uden Hanne. I har støttet Hanne så flot i hendes lange sygdoms-periode, nu må I huske at støtte op om hinanden og huske alle de gode minder, I har om jeres mor og kone.