tirsdag den 11. oktober 2011

Hjortetrøst, asters og staudebedet

I dag har jeg ikke haft tid til overspringshandlinger. Det blev til en hurtig handletur og derefter besøg af en bekendt, hun kom samtidig med regnbygen, så vi fik en lille snak imens.
Jeg vil lige nævne, at min mor kom hjem til plejehjemmet fra sygehuset i dag. Det hjalp svært på hendes humør og dermed også mit, så mon ikke det går den rigtige vej igen.
Så var det ud i haven, for solen skinnede. Jeg havde kameraet med for jeg skulle tage billeder af EUPATORIUM rugosum 'Chocolate også kaldet chokoladefarvet hjortetrøst.

Her billede af hele planten, den er noget svær at fotografere.

Her et billede af selve blomsten, det tog Bent i går.
Hjortetrøsten var svær at fotografere, fordi den stod inde mellem alle de andre stauder mest asters. Da jeg så, de var ved at gå i frø, gik jeg amok på dem. Jeg klippede og klippede prøve at se det frygtelige resultat

Ikke kønt med alle de stabbe, i weekenden håber jeg, Bent hjælper mig med at grave op.

Havebøren blev fyldt mange gange, måske var det synd, men nu var det nok.

Dette her er jo meget kønt
Så nu er det jo lige, jeg spørger om et godt råd, for pludselig står jeg med et halvtomt staudebed. Hvad vil I anbefale at plante der, noget som ikke breder sig vildt som asters?
I bedet er der hjortetrøsten, en del pæoner, en del storkenæb, dagliljer en dværgsyren, en sommerfuglebusk, en jasmin og en violfrøstjerne, en lupin og engblomme og ikke mindst en græs, som ikke er til at kvæle. Det lyder jo af meget, men i forhold til astersne fylder de ikke meget. Der står også to månestråler og de mørke Sct. Hans urt, purpur solhat og sikkert også mere, som jeg ikke kan komme i tanke om lige nu.
Så har I en idè lytter jeg meget gerne til jer.
Jeg tog lige en lille tur rundt med kameraet, så der var flere billeder til bloggen.

Birkebladet spirea er så smuk med efterårsfarver

Chokoladeblomst eller cosmos. Har nogen af jer erfaring med at vinteropbevare den? Jeg har den nu for tredie år i træk. De andre år har jeg plantet den i en potte, da den blev taget op af jorden. Det var ingen succes. Begge gange gik den til.

Knopperne vokser på dagliljen Gentle Shepheart, håber den kommer

Disse to en fyr og en blød ene er meget tætte.

Klokkeranken er lige på spring

Jack A. Sand , man må godt sætte sin yndling i mere end en gang. Tænk at den står med det smukke løv så længe.

Og dagens rose.
Hav en god hyggeaften med stearinlys og brændeovn, mens blæsten suser om hjørnerne.

19 kommentarer:

  1. flotte billeder, håber din hjortetrøst når at blomstre:) Har læst at chocolate cosmos skal overvintre som dahlia knolde... men her ikke selv prøvet... Anne Gine

    SvarSlet
  2. Hej Lisbeth. Jeg tror, det kunne være flot med nogle Dahliaer i dit staudebed, men det er jo lidt besværligt fordi knoldene skal plantes og graves op hvert år.
    Med hensyn til chokoladeblomsten, så er det lykkedes mig at vinteropbevare den og få den i blomst igen. Jeg havde hele tiden haft to i hver sin potte og da den første nattefrost havde været der (det var forrige år), så tog jeg hele krukken og bar det hele indenfor i mit blomsterrum, som er opvarmet til ca. 5-10 grader hele vinteren. Jeg lod dem stå uden at vande frem til februar og så begyndte jeg at vande begge krukker. Ca. i april viste de første blade sig og da jeg var sikker på, at der ikke kom mere frost, så satte jeg bare krukken ud igen og planterne voksede lige så store som året før! Jeg har selv tænkt mig at gøre ligesådan igen i år med de to jeg har nu. Dem jeg havde overvintret kasserede jeg sidste år pga. pladsmangel, da mine pelargonier fyldte alt for meget! Så jeg ved ikke om de samme knolde kan klare flere år eller om jeg bare var heldig!

    SvarSlet
  3. Hej Anne Gine
    Tak skal du have.
    Jeg har jeg også læst at de skal overvintre som dahliaknolde, sidste år prøvede jeg at lægge dem i sand, men det overlevede den ikke. Året før satte jeg den i en potte, det gik heller ikke.
    Dahliaknoldene overlevede i øvrigt heller ikke, garagen var ikke frostfri, sidste år var der hård frost selv på Samsø.

    SvarSlet
  4. Hej Birgitte
    Jeg har som du kunne se en enkelt dahlia i staudebedet, men det batter jo ikke så meget. Jeg kan sagtens sætte nogle flere der, men synes alligevel det bliver lidt bart meget af året, når der kun er dahliaer i midten, men de er selvfølgelig efterårsblomstrende som asters.
    Min chokoladeblomst er plantet direkte i bedet, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Som du kan se i mit svar til Anne Gine har jeg prøvet forskelligt, men ikke haft held med det. Jeg overvejer at klippe den helt ned og derefter dække den med gran, hvis den alligevel dør ligemeget hvad jeg før, kan jeg jo lige så godt prøve det.

    SvarSlet
  5. Har ingen gode forslag til erstatning for dine asters - men er vildt imponeret over det udvalg af haveplanter din matrikel kan præsentere.....virkelig imponerende og meget inspirende for en nybegynder som mig ;o)

    SvarSlet
  6. hej igen
    Jeg læste i sommer på "ungersvenden" hvordan han havde held med at overvintre Cosmos Chocolate... prøv at hør der:) Anne Gine

    SvarSlet
  7. Tak Helle
    Det er vidst min hobby at købe flere og flere planter til min have, vel og mærke spændende planter :-)jeg er glad, hvis det kan være inspirerende for dig.
    Tak Anne Gine
    Jeg kigger hos ungersvenden.

    SvarSlet
  8. Det glæder mig at høre din mor er kommet hjem fra sygehuset.
    Rigtig mange gode efterårsbilleder du her viser frem.
    Og hvor har du fået meget klippet ned.
    Jeg skal også snart i gang med at klippe ned og ave nogle af mine Asters, men først skal jeg have fjernet Springbalsaminerne inden de falder hel sammen, for så bliver det mere besværligt.
    Jeg er ikke god til at sætte farver sammen, så jeg har intet bud på, hvad du evt. kan plante i dit bed.

    SvarSlet
  9. Hvor er knopperne langt på din brune hjortetrøst, du må love mig at tage billeder hvis den når at springe ud (- den dovne rad!!).

    Nu er jeg jo selv i en hortensiabølge, så var det måske en mulighed med en stor flot en af slagsen? Eller måske du allerede har dem allevegne...?

    Glæder mig til at høre hvad du kommer frem til, du har jo en hel lang vinter til at tænke i :o)

    SvarSlet
  10. Hej Lisbeth.
    Flotte billeder fra din have.
    Din chokoladeblomst skal opbevares som dahlia - frostfri.
    http://www.havebureauet.dk/00566/00795/
    Ønsker dig en god onsdag.
    Knus Hanne Bente ♥

    SvarSlet
  11. Vi har slet ikke held med asters... og du har alt for mange!

    Jeg ville også prøve med nogle skønne hortensia i bedet. De blomstrer jo rigtigt længe og fylder godt uden at brede sig.

    SvarSlet
  12. Landbohaven: Tak skal du have. Ja det er da nok med at få Springbalsaminerne væk, ellers får du endnu flere. Du har åbenbart samme problem med dine asters, de er da søde nok, men det er rart at se lidt andet end asters.
    Fru Friis: Jeg skal nok tage billeder af de udsprungne blomster. Jeg må tilstå, at der var en som blomstrede, men jeg kom til at knække den af i kampens hede :-(
    Måske ikke så dårlig en idé med hortensia, jeg har dem godt nok mange steder, men kan man få for mange af dem? Det tror jeg ikke. Hvis det skal være stauder ville jeg godt tage en beslutning nu, de fylder mere om efteråret, når man får dem sendt, derfor større chance for overlevelse.
    Hanne Bente: Tak for linket til havebureauet, det kendte jeg slet ikke, må lige studere det lidt nærmere og så vil jeg prøve om det kan lykkes at overvintre i år. De er halvdyre i anskaffelse synes jeg. Knus
    Ulla: Det er en skam, I ikke har held med asters, hvis du gerne vil have dem. Du må få nogen af mig til foråret, jeg bevarer stadig nogen andre steder i haven.
    Du har ret hortensiaer fylder godt, men breder sig ikke på den dårlige måde og ydermere blomstrer de længe hen over eftersommeren.

    SvarSlet
  13. tak for kikket i din dejlige have. Denne chokoladeblomst kommer nok også hjem i min have til næste år :)

    SvarSlet
  14. Selv tak Tim. Man kan faktisk slet ikke leve uden den chokoladeblomst, når man først har haft den :-)

    SvarSlet
  15. Hold da op hvor har du været flittig :-)
    Jeg ved ikke helt hvad jeg skal foreslå, skal det kun være stauder i bedet? Hvis du kun har stauder, så ville jeg sætte nogle små træer eller buske til at give højde. Men det er jo selvfølgelig ikke stauder :-) Det er jo fordi jeg blander det hele.
    Sneglene åd min chokolade-hjortetrøst i år, de bæster :-(

    SvarSlet
  16. Hej Hanne
    I dag har jeg også været flittig, nu er jeg begyndt at grave dem op. Sjovt nok foreslår du det samme som Ida min haveveninde, hun siger også små træer i bedet. Jeg har i forvejen en sommerfuglebusk og en jasmin, der giver lidt højde. Så det bliver nok en kombination af de stauder der er i forvejen, nogle små træer og hortensia. Mon ikke det kan blive godt. Det har jeg også rundt om i de nye bede, det er bare det her bed, der har været et "rent" staudebed. Det er nok det der er galt.
    Det var da lumpent gjort af sneglene, håber du har slået dem ihjel :-)

    SvarSlet
  17. Jeg er bare lidt i chok - hvad har dine høstasters gjort - de er mine favoritter (sammen med vinterasters) her i efteråret og de får lov at stå vinteren igennem med frost og sne på sig og jeg har dem i blå, lilla og vinrød - skal de helt væk eller tynder du bare ud?
    Det er godt at høre at det går bedre med din mor. Jeg tænkte en del over dit indlæg igår, men nåede ikke at kommentere for du er så flittig med indlæg og billeder.
    Ha det rigtig godt:o)

    SvarSlet
  18. Hej Lisbeth
    Jeg kan godt forstå, du er i chok, når du godt kan lide asters. Det kan jeg for så vidt også, men ikke på den måde. De har simpelthen invaderet hele mit store trekantede staudebed. Dvs. at de gror op i alt, det være sig buske, pæoner, dagliljer og alle andre steder. Det synes jeg ikke, de skal have lov til, derfor er de klippet ned og nu er jeg begyndt at grave op. Der skal andre "boller" på det staudebed.
    Jeg har flyttet nogle ud til hegnet, jeg har også nogen bagved mine rhododendron i nordbedet, så de er ikke helt smidt ud af min have. Men staudebedet skal ikke være rent staudebed længere, det bliver for svært for mig at holde.
    Med hensyn til min mor, er det meget lidt det går bedre, men alene det at hun er tilbage på plejehjemmet, hjælper da lidt på det. Hun er en stakkels gammel dame, som helst vil dø, og det kan end ikke jeg fortænke hende i. 89 år og kan ikke gå og ikke klare sig selv, så er der ikke meget ved det mere.
    Tak for din hilsen, den var jeg glad for, du må også have det rigtig godt.

    SvarSlet
  19. Skøn mørk hjortetrøst, sådan en bliver jeg vist også have til at have til næste år ;-)

    Dejligt at få nogle tips til overvintring af chokoladeblomst. Jeg vil prøve at sætte hele krukken i krybekælderen i år.

    SvarSlet