tirsdag den 7. april 2026

Hverdag og solskin igen

 Sjovt nok er det sådan, at når ferien for mange er forbi, så kommer det gode vejr. Typisk men det sker ofte. I dag skal jeg have gødet mine rhododendron, men først til træning i God Form i Ringe. Her kommer lidt billeder taget i påskedagene:

påskeklokkerne blomstrer så fint i disse dage
De fleste af mine hyacinter er lyserøde, men der er en enkelt blå, flot farve
Podophyllum Spotty Dotty er på vej op, jeg har to, begge har jeg fået af Søren og Marie.
Engkabbelejer i søen
Bent har været rundt i haven og ordnet kanter, her er det rhododendronbedet
en saxifraga Limegreen er tilkøbt  i påsken
Skovmærkerne breder sig flittigt i skoven
Spirea:
Sidste år eller måske forrige gik jeg amok i spirea, jeg købte en del i Nonnebo
det har jeg ikke fortrudt
se hvor fint de står nu
i kanten af søen, navnene på dem er Spirea japonica Magic Carpet og Big Bang
Det syn nyder vi her i foråret, mon ikke vi kan sidde ude og nyde søen og fiskene i dag.. 
Rigtig god forårsdag til læserne.






torsdag den 2. april 2026

Påskeæg og påsken slut

 

Ja helt slut er påsken jo ikke, den er lige begyndt. Dette fine ophæng fik jeg af vores barnebarn Theodor, som havde lavet det til mig ugen før. Det er så fint, jeg er glad for det. 

Men hos os er der stille igen. Det er lidt overvældende at være så mange i huset, så da de alle forlod os igen onsdag ved 11 tiden var vi godt trætte og øre i hovedet. Vi nød stilheden og den pludselige ro. Om tirsdagen fik vi påskefrokost, bestilt fra Superbrugsen i Ferritslev, det var dejlig mad og der var rigeligt. Vi har spist det sidste i dag, lækkert. 

her ser I påskeæggene, som vi skulle gemme i haven, måske forstår I bedre, at de er svære at gemme mellem planterne, men det lykkedes, og indholdet blev hurtigt fortæret. For dem var det bedre end frokosten.
Nu skal det ikke kun handle om påsken, så her kommer billeder fra haven :

Søen var fyldt med fisk i solskinsvejret 1.4. Sorbus dodong er ved at springe ud, kaffebordet er sat frem, 1. april sad vi og drak kaffe og kiggede på søen og de mange fisk. I dag var det for koldt, vi så stort set ikke solen, før den gik ned. Til gengæld lyser månen smukt ind til os.
den blanke sø er altid smuk, især når solen skinner
morgen 1.4.
Skovmærker medbragt fra Samsø, de klarer sig fint i skoven
R. Dauricum var. Alba er startet så småt med blomstring
en dobbelt påskeklokke blev taget ind i varmen
botaniske tulipaner
de første anemoner, andre slags er ikke fremme endnu her i haven
kaffebordet er sat frem, sorbus dodong er ved at springe ud, og se bare de mange fisk
udsigt fra vores kaffebord
vi fortsætter stille og roligt og nyder haven og resten af de stille dage i påsken.
endnu en gang ønskes I god påske.





lørdag den 28. marts 2026

Urene stilles frem, øv øv

 Som I nok kan forstå, er jeg bestemt ikke tilhænger af sommertid.

46 år er det siden, vi begyndte på det pjat. Det er mange år, jeg ved, det er 46 år siden fordi min ældste søn blev født den gang, vi satte urene frem første gang Han fylder år i morgen. Hvad mener I om sommertid, jeg ved, der er mange, som har det som mig, men det ændrer ikke spor, at vi er nogle, der er trætte af det. 

Altså er det slut nu med at vise solopgange, nok står jeg tidligt op, men ikke så tidligt. 
Eleagnus står stadig flot ved søen, mon ikke der kan gemmes et
påskeæg der til børnebørnene, vi må følge traditionen, selvom det er lidt svært at gemme æg i denne have, det var nemmere i den store have på Samsø.
Søen med fint skær
Ved søen vokser stenbræk/Bergenia, den gror godt, men nu er der kun en tilbage, jeg er ikke så vild med den, der kan stå meget andet fint
Men scillaerne er jeg meget glad for
De blomstrer stadig flittigt
Hundetand/Erythronium dens-canis
Erythronium Pagoda
flisestien med scilla
Helårsbedet er i gang med den tidligst blomstrende plante plante Abeliophyllum/sneforsythia  
Brændestablen vokser støt, men den må støttes, ellers vælter den. Bent har som sædvanlig styr på det. 

I morgen kommer invasionen af sønner, svigerdøtre og ikke mindst børnebørn. Så bliver der stille på bloggen, men ikke i haven. 
GOD PÅSKE





torsdag den 26. marts 2026

Nyt indlæg

 Nu vil jeg nemlig ikke længere tænke på min alder. 👵som jeg skrev om i sidste indlæg.


Som mange af jer ved, er jeg med på facebook, hold da op alle de hilsener, jeg fik på dagen, det var rørende. Jeg er ret aktiv, derfor fik jeg mange likes. Jeg har mange venner, nogle fra Samsø Højskole, nogle fra Samsø Efterskole, og rigtig mange fra Samsø i det hele taget, ja men hvor blev jeg glad. Tak til alle. Jeg fik omkring 200 hilsener. 

Nå men der blev også tid til lidt billeder, de kommer her:

Denne gang var det anderledes end på Samsø, de er nemlig taget på min morgentur.
 solens stråler faldt smukt
så kameraet
kom frem
her er jeg på vej hjem igen, jeg skulle jo have bagt boller til gæsterne,
som kom klokken 10.
Jeg fik selvfølgelig en dejlig dag, det dejlige solskin hele dagen gjorde
dagen ekstra skøn. Mon ikke også I nød det?

Scillaerne stod så fint, så nu kommer de sidste billeder af dem,
de er ved at falde nu. Jeg ledte efter facts om dem på nettet, og
faldt over dette her. 
Tryk på linket og læs med, der var overraskende meget, jeg ikke
vidste om den smukke plante, men jeg vidste dog, at bierne er 
helt vilde med dem. Et dejligt blåt tæppe i starten af foråret.



påskeklokkerne springer ud, jeg nyder dem i den grad.
Søen er så smuk, den nydes ofte, desværre er vejret ikke så godt mere. 
Derfor kommer jeg ikke så meget ud i haven idisse dage. Man kan ikke holde varmen ved at gå rundt og tage billeder. Det blæser voldsomt i dag, og er temmelig koldt.

Slut for denne gang, vi får se, om der kommer flere billeder i kameraet i denne uge. Vi samles hele familien fra søndag til onsdag, det bliver hårdt, men vi glæder os til
at se dem igen. 
For en sikkerheds skyld vil jeg ønske jer en god påske. 



søndag den 22. marts 2026

77 år, gisp

 Tja - sådan kan det gå, hvis man lever længe nok. Det gør jeg så. Helbredet er ikke for godt, men da det forhåbentlig kun er artrose/slidgigt - så klarer jeg nok nogle år endnu. Jeg håber på, at få lov at se og nyde alt det, vi har plantet her i haven. I mellem tiden træner jeg med Kathrine i God Form i Ringe hver tirsdag. Kathrine er god til at holde mig i gang/form og opmuntre mig, det er tiltrængt.

Dette billede er ikke af nyere dato, kan I nok se, jeg føler mig ikke helt så ung mere, men glæden ved livet og haven har jeg heldigvis endnu.
Cyklamenbedet med scilla glæder jeg mig dagligt over.
Helårsbedet fra efteråret glæder jeg mig også meget til at se, når det hele springer ud.

Lagkagen er lidt alternativ, men den bliver pyntet i formiddag, der er i hvert fald mængder af flødeskum på den.
Bent er glad, når han får lagkage, det er der selvfølgelig i morgen. Kage er det bedste, han ved. Han har fortjent det, for hvis han ikke ser tennis, er han konstant i gang med et eller andet. Han støvsuger, vasker skabe af, skifter sengetøj, fyrer, sørger for brænde. En rigtig altmuligmand, som jeg har æren af at lave mad til.
Det er stort set det, jeg kan klare,  han virker til at være godt tilfreds. Hvis det hele er for træls, varmer han en pizza til sig selv. Sådan går dagene her på Fyn.
Nu bliver det forhåbentlig snart vejr til at sidde her ved søen og kigge på fiskene, det virker afslappende for mig. 
Solopgangene næsten hver morgen bliver også nydt

påskeklokkerne er i fuld gang, jeg nyder dem.


I må have en god og forhåbentlig solrig dag. Her lover de solskin fra middag. Vi får se. Solen skinner i hvert fald nu